Nyheder

Internationalt besøg

Det summer af liv og fremmedsprog i Midtfyns Gymnasiums blok 4 i denne uge. I forbindelse med gymnasiets internationale arbejdet har vi besøg af 30 unge gymnasieelever og 4 lærere fra Tyskland, Tyrkiet, Spanien og Frankrig. Sammen med en gruppe elever fra MfG deltager de i et seminar om Traditioner og identitet. Seminaret og besøget er et af adskillige arrangementer som gennemføres med EU-støtte fra Erasmus Plus.  

De internationale gæster bor på gymnasiet hele ugen, men har naturligvis også været en tur i Odense og på hjemmebesøg i Ringe. Efter skoletid og om aftenen holder gæsterne til i Ungdoms- og kulturhuset på Centrumpladsen i Ringe.

Erasmus

Foto: Internationale gæster på hjemmebesøg hvor hovedretten naturligvis var dansk hakkebøf med bløde løg.

Diplom til seks MfG-elever

Den 13. januar kunne seks elever fra Midtfyns Gymnasium modtage deres velfortjente diplom efter at have gennemført det to-årige forløb på ATU, Akademiet for Talentfulde Unge.

De seks elever var fra venstre: Heidi Lindegaard Pedersen, Mostafa Mohammadi, Anders Bjørn Aaskov, Frederik Hyldgaard Thomsen, Maryam Noory og Emil Hedemann Hougaard.

IMG_1542

Akademiet for Talentfulde Unge samler fagligt engagerede elever i Region Syd og tilbyder dem muligheden for at blive dygtigere i et intenst miljø. Akademiets deltagere er elever som er blevet valgt ud i 1.g. på baggrund af bred faglig dygtighed og ikke mindst overskud til at skulle yde en ekstra indsats. Deltagerne følger deres normale gymnasieforløb sideløbende med Akademiets mange udfordringer.

Læs mere om ATU, Akademiet for Talentfulde Unge.

Livets betingelser på dagens skema

Mandag var dagen hvor 16 skoleelever fra Broskolen og Carl Nielsen Skolen skulle vise deres klassekammerater hvad der kommer ud af et Master Class Science-forløb på Midtfyns Gymnasium. Og kammeraterne – cirka 60 elever – kom vidt omkring.

maste-class-17

I fire workshops – styret af de 16 master class-elever –  blev de præsenteret for en række spændende problemstillinger og forsøg der alle kredsede om temaet “livets betingelser”. Bakterievækst, fotosyntese, primitive organismers overlevelsesevne og planeten Jordens placering i forhold til solen blev belyst i oplæg og forsøg. Og dagen sluttede med at de 16 Master Class-elever kunne modtage deres velfortjente diplom.

Master Class er et initiativ udsprunget af samarbejdet mellem Midtfyns Gymnasium og grundskolerne i området. Master Class Science blev også afviklet i 2015-16. I de sidste tre år er der desuden afviklet Master Class i engelsk for udvalgte, midtfynske skoleelever.

 

Flere skal vælge naturvidenskab

Midtfyns Gymnasium har de senere år brugt rigtig mange kræfter på udvikle et samarbejde omkring naturvidenskab og matematik med de lokale grundskoler. Raketdag og Matematikkens Hus, hvor grundskoleelever udfordres på deres teoretiske viden og deres evne til at omsætte denne viden til praksis, er to af de mest synlige tiltag.

Nu tilfører gymnasiet endnu flere ressourcer til samarbejdet og inddrager desuden de lokale friskoler. I fremtiden kan gymnasielærer i biologi og kemi, Lise-Lotte Hofmann Frisch, nemlig også kalde sig sciencekoordinator.

– Det almene gymnasium, STX, er jo i virkeligheden fire gymnasier i et: et naturvidenskabeligt, et samfundsvidenskabeligt, et sprogligt og et kreativt, forklarer rektor Søren Hvarregaard, da vi spørger ind til planerne med den nyudnævnte sciencekoordinator.

– Det afspejler sig blandt andet i de studieretninger, som gymnasiet udbyder. Men desværre kan vi se, at antallet af elever, der vælger de naturvidenskabelige studieretninger, er stagnerende. Det synes vi, er ærgerligt. Og det er den udvikling, vores sciencekoordinator skal forsøge at vende.

Hvorfor mange midtfynske unge vælger naturvidenskaben fra, når de tre gymnasieår venter forude, kan der ikke svares entydigt på. Men en del af forklaringen ligger uden tvivl i overgangen fra grundskole til gymnasium. Måske er det myten om, at naturvidenskab og matematik bliver ”teoretisk” og ”svært”, når gymnasiets lektorer tager over, der bremser?

Myten kender Lise-Lotte Hofmann Frisch godt. Hun holder dog fast i, at det er og bliver en myte. Virkelighedens gymnasiale tilbud inden for naturvidenskab ser i hendes verden helt anderledes ud.

– Det er netop det virkelighedsnære, anvendelsesorienterede perspektiv på naturvidenskab, som kan tiltrække unge, fortæller Lise-Lotte Hofmann Frisch, da vi møder hende i gymnasiets scienceafdeling.

lise-lotte-h-frisch-2

– Og det er utrolig vigtigt, at det er det billede, de unge ser for sig allerede i grundskolen, inden de skal vælge ungdomsuddannelse. Min vigtigste opgave som sciencekoordinator bliver at fremme kontakten og samarbejdet med grundskolerne og friskolernes naturfagslærere. Ikke bare ved at skabe et super godt netværk, hvilket selvfølgelig er utrolig vigtigt, men også ved at udvikle spændende projekter, gerne med et konkurrenceislæt og med inddragelse af gymnasiet egne elever.

– Vi skal simpelt hen have de unge på besøg, så de kan føle og mærke det spændende naturvidenskabelige studiemiljø, vi har på gymnasiet, på deres egen krop. Og her skal de møde andre unge mennesker, der allerede brænder for naturvidenskaben.

Den nyudnævnte sciencekoordinator, som skal benytte en tredjedel af sin arbejdstid på sagen, har naturligvis også det lokale erhvervsliv i kikkerten. Igen er omdrejningspunktet det at gøre naturvidenskaben anvendelsesorienteret.

–  Et samarbejde med dele af erhvervslivet i lokalområdet kan åbne op for det perspektiv, som skal gennemsyre vores naturvidenskabelige tilbud til de unge: Nemlig at naturvidenskab ikke bare er gold teori, men i høj grad spændende, udfordrende praksis. Vi har allerede et fint samarbejde med Rynkeby Foods A/S, men jeg ser bestemt flere muligheder.

– Og så skal vi naturligvis have fortalt en masse gode historier om naturvidenskab på Midtfyns Gymnasium, slutter Lise-Lotte Hofmann Frisch. Der er sådan lidt tre-trins-raket over min opgave. Første trin er at skabe kontakter og ideudvikle. Andet trin er at overbevise de unge om, at naturvidenskab ikke er en støvet, teoretisk ørkenvandring. Og til sidst skal vi fortælle den gode historie om naturvidenskab på Midtfyns Gymnasium så godt, at det er den, der for fremtiden går fra mund til mund.

MfG’s bedste øl

Torsdag afgøres det hvem der har brygget den bedste øl på MfG i 2016.oel2-2015

Konkurrencen markerer afslutningen på 1g’ernes forløb i Naturvidenskabeligt Grundforløb (NV) om ølbrygning.

Dommerpanelet vil bestå af kyndige lærere, pedeller, sekretærer samt elever fra Humlebien, Cafeen og elevrådet.

Sidste år vandt 1x med en Indian Pale Ale.

Foto: fra sidste års konkurrence.

Sex and Gender

I øjeblikket har Midtfyns Gymnasium ni elever på Erasmus+ seminar i Kiel i Tyskland. Seminarets overskrift er “Sex and Gender”. Og man kan følge med i hvad der sker på seminaret på denne blog.

Erasmus er en EU-finansieret støtteordning, og Midtfyns Gymnasium har fået en såkaldt Erasmus Plus bevilling gældende for perioden 2015-18. Her skal eleverne fra MfG under flere gensidige besøg sammen med franske, spanske, tyske og tyrkiske elever arbejde med et fælles tema om Europæisk identitet og innovative undervisningsformer på tværs af grænser.

250 elever til Matematikkens Dag 2016

Hele fredag summede det af liv og matematik i fællesområdet. For fjerde gang afholdtes Matematikkens Hus hvor omkring 250 9.kl.-elever konkurrerede i at designe og bygge en model af Matematikkens Hus.

img_7561

Matematikkens Hus er et samarbejde mellem fire lokale folkeskoler og Midtfyns Gymnasium hvor gymnasiets elever bidrager ved at hjælpe folkeskoleleverne med de matematiske problemstillinger som de endnu ikke har forudsætningerne for at klare.

På selve dagen kåres der en vinder!

Hensigten med Matematikkens Hus er at styrke samarbejdet mellem gymnasier og folkeskoler til fordel for de svage, middelstærke og stærke elever i matematik. Det sker bl.a. ved at vise fagets anvendelighed, og ved at eleverne oplever at det der læres i grundskolen, rækker ud i ungdomsuddannelserne og i samfundet.

Desuden kan projektet være med til at forberede folkeskoleeleverne på en anderledes form for matematik som de senere vil møde i gymnasiet.

Master Class skudt i gang

Onsdag havde MfG besøg af de to første hold til Master Class Engelsk og Master Class Science-forløbene. Eleverne, som kommer fra Nordagerskolen og Tingagerskolen, skal i de kommende uger indtil begyndelsen af januar  besøge gymnasiet næsten hver torsdag morgen ind.

Dagens program for Science-holdet bød på en konkurrence i at få gærceller til at leve bedst. Jo større ballon, jo bedre levevilkår!

Master Class i engelsk og science er MfG’s tilbud til specielt interesserede elever på fire lokale grundskoler.

20161027_094643

Om to uger starter de næste Master Class-hold hvor eleverne kommer fra Carl Nielsen Skolen og Broskolen i Årslev.

Danmarks første kvindelige imam

Tirsdag får MfG besøg af Sherin Khankan, Danmarks første kvindelige imam. Hun skal holde foredrag for gymnasiets religionshold.
Sherin Khankan er medstifter af Kritiske Muslimer og stifter af Exitcirklen for kvinder og piger der er udsat for psykisk vold og social kontrol.

Udenlandske lærere på besøg for at lære IT

MFG SKAL LÆRE FIRE UDENLANDSKE GYMNASIER AT BENYTTE IT I UNDERVISNINGEN

IT and innovative teaching er overskriften på et kursus som Midtfyns Gymnasium i denne uge er vært for. Otte udenlandske lærere, to fra hver af gymnasiets samarbejdsgymnasier i Tyskland, Frankrig, Spanien og Tyrkiet, deltager i kurset hvor de bliver undervist i at anvende IT i den daglige undervisning og får lov at se hvordan IT er implementeret på MfG. To af gymnasiets lærere vil stå for de daglige undervisningsseancer. Desuden skal kursisterne have ”hands on” og lave korte manualer til deres kollegaer i fx anvendelsen af blogs, Todays meet, wikis, quizz, Testmoz m.v. Endelig skal de følge undervisningen på gymnasiet for at se på hvordan IT anvendes. I løbet af kurset bliver der indlagt diskussioner og samtaler hvor fokus er dels på anvendelsen af IT, dels på de udfordringer af pædagogisk karakter som anvendelsen af IT i undervisningen ofte fører med sig.

_sdl3106

Når kurset finder sted på Midtfyns Gymnasium, er det fordi vi nu igennem en del år har fokuseret på at anvende IT i undervisningen gennem målrettet efteruddannelse af lærerne samt etablering af optimale rammer, bl.a. SmartBoards i klasserne, IT-support m.m. Midtfyns Gymnasium er klart den af de fem partnerskoler der er længst fremme når det gælder anvendelsen af IT i undervisningen.

Kurset er udviklet i Erasmus Plus sammenhæng.