Værd at vide om dagligdagen
Duksetjans
At have duksetjans betyder, at ens klasse har ansvaret for nogle opgaver i en bestemt uge. I løbet af et skoleår har man duksetjans ca. 2 gange. Duksetjansen består i følgende:
Rydde op i kantinen, fællesområdet, væksthuset og dagligstuerne efter frokostpausen. Oprydningen starter kl. 11.45 og stopper når I er færdige. Det er en let opgave når alle i klassen deltager. Oprydningen består i at:
- Rydde borde af.
- Sætte service på afrydningsbordene.
- Smide skrald i skraldespandene.
- Sætte stole op.
Glemte sager
Indleveres på kontoret eller lægges/hænges på stativet ved pedelkontoret.
Information
Det er VIGTIGT dagligt at holde godt øje med Lectio og beskeder i Teams. På Lectio skal du holde øje med f.eks. skemaændringer og afleveringer. På Teams kommer alle andre informationer fra f.eks. administrationen eller studievejlederne.
Kantine
Skolens kantine er åben dagligt mellem kl. 7.30 og 13.30.
I kantinen kan du bestille kage, hvis du ønsker at overraske klassen på din fødselsdag med et “sødt indslag”.
Kontoret
På gymnasiets kontor kan du henvende dig med spørgsmål vedrørende din uddannelse. Personalet består af rektor, 4 uddannelsesledere og 3 administrative medarbejdere.
Legater
Vidste du, at det er muligt at søge økonomisk støtte – både nu og når du begynder på en videregående uddannelse? Hvor og hvordan finder du ud af via Legatbogen. Legatbogen er et register over alle fonde og legater i Danmark. Legatbogen gør legatsøgning nemt og effektivt. Søgemaskinen er gratis.
Du kan også på Fundraising få information om, hvordan du søger fonde og legater.
Oprydning
ENHVER er ansvarlig for at rydde op efter sig selv. Når du forlader et klasselokale skal du:
- Sætte stole op.
- Tage dine ting med dig.
- Smide skrald i skraldespanden.
- Tage evt. tallerkener og kopper med ud og stille det på afrydningsbordene.
Det samme gælder når du har siddet i fællesområderne både i og uden for timerne!
Efter frokost, uanset hvor du har siddet, skal du:
- Rydde op efter dig selv.
- Sætte din stol op.
Skolesamling
Skolesamling afholdes mindst en gang om ugen i frikvarteret kl. 09.45, men er der mange beskeder og underholdning, kan skolesamlingen strække sig ind i den efterfølgende time.
Studie- og ordensregler
Studie- og ordensreglerne kan læses her på skolens hjemmeside, og eleverne har pligt til at sætte sig grundigt ind i reglerne. Det er her, man finder regler om respekt for undervisningen, herunder pligten til at være til stede og deltage aktivt i timerne og pligten til at aflevere skriftlige opgaver. Foruden regler for almindelig god adfærd på skolen, herunder for brug af skolens lokaler, inventar og undervisningsmaterialer m.m. Studie- og ordensreglerne indeholder også bestemmelser om de sanktioner skolen kan iværksætte, såfremt reglerne ikke overholdes. Skolen har en særlig alkohol- og rusmiddelpolitik. Du kan læse skolens studie- og ordensregler HER.
Studiekort
Studiekort udarbejdes til alle elever på MfG med billede, navn og afgangsår. Studiekortet kan bruges som bevis bl.a. ved museumsbesøg og andre steder med studierabat. Det er vigtigt du har et studiekort – kom derfor ind på kontoret, hvis du ikke har et eller hvis dit studiekort er bortkommet.
SU
SU er den økonomiske hjælp, den danske stat giver unge over 18 år, der tager en uddannelse. Du kan tidligst få SU fra kvartalet efter du er fyldt 18 år. Fylder du 18 år den 3. januar, kan du altså først få SU den 1. april. Du søger om SU på su.dk. Pia i administrationen vil være dig behjælpelig med evt. spørgsmål.
Sygetransport
Sygetransport kan iværksættes ved henvendelse på kontoret tlf. 6262 2577, hvis du i en periode får behov for det.
Ungdomskort
Når du er indskrevet på en ungdomsuddannelse får du rabat på offentlig transport. Du kan bestille dit ungdomskort på ungdomskort.dk. Det er vigtigt du går via TRIN 1, hvor du skal markere Midtfyns Gymnasium. Ring endelig til os, hvis du har spørgsmål i forhold til bestilling af ungdomskort. Tlf. 6262 2577.