Filosofi

Filosofi handler om spørgsmål, som er grundlæggende for den menneskelige tilværelse og for alle fag og videnskaber. Den udfordrer vores viden og verdenssyn for at nå frem til en bedre erkendelse og dybere forståelse af mennesket, samfundet og naturen. Dermed styrker vi grundlaget for vores selvforståelse, valg og handlinger. I etikken og den politiske filosofi diskuteres, hvordan vi bør leve sammen i nære menneskelige forhold og i samfundet.

For at få den bedst mulige forståelse af filosofien er det vigtigt både at kunne læse filosofiske tekster og selv at kunne formulere og diskutere filosofiske problemstillinger. I undervisningen indgår der derfor argumentationsteori og læsning af nye og gamle filosoffer. På den måde bliver den frie diskussion mere kvalificeret, og du får et solidt grundlag for at danne din egen mening.

Filosofi styrker din evne til at analysere og løse problemer på en systematisk måde. Og netop fordi filosofien stiller grundlæggende spørgsmål, skaber den overblik, bygger bro mellem fagene og gør dig parat til videre studier efter gymnasiet. I samspil med andre fag kan du for eksempel:

  • blive dygtigere til at fortolke litterære tekster
  • se sammenhængen i den europæiske kulturhistorie
  • diskutere religionernes rolle i samfundet
  • få overblik over de politiske ideologiers historie
  • afsøge de etiske grænser for brugen af bioteknologi
  • diskutere, hvad man egentlig forstår ved “årsag”, “virkning” og “naturlov”
  • få indsigt i matematikkens historie

Filosofi tilbydes både som et- og toårigt valgfag (C- og B-niveau). Filosofi kan indgå i almen studieforberedelse for alle elever uanset valgfag.