Stort fremmøde til Åbent Hus

Mere end 450 mennesker besøgte i går aftes Midtfyns Gymnasium. Anledningen var det årlige åbent hus-arrangement, hvor kommende elever med forældre får et grundigt indblik i, hvad det vil sige at gå på Midtfyns Gymnasium.

Efter at to elever fra gymnasiet havde budt de mange gæster velkommen, fik rektor Søren Hvarregaard ordet. Udover at fortælle hvorfor det er en rigtig god ide at tage en studentereksamen, så gik han også i rette med de mange politikere, der har travlt med at sprede budskabet: Der går for mange unge i gymnasiet. Det gør der ingenlunde, var rektors konklusion, tvært imod er der brug for flere veluddannede unge, ikke mindst i det midtfynske område. Til at underbygge dette kunne rektor fremvise statistikker, der bl.a. viser, at langt de fleste studenter fra Midtfyns Gymnasium går videre i uddannelsessystemet, og at størstedelen faktisk vælger en længere videregående uddannelse. Desuden er gennemførelsesprocenten på Midtfyns Gymnasium meget høj sammenlignet med de øvrige ungdomsuddannelser.

Efter at rektor havde haft ordet, tog eleverne over igen. Og de beholdt stort set taktstokken resten af aftenen. Gæsterne blev inviteret til at gå rundt på skolen, hvor andre elever sammen med deres lærere stod klar til at vise og fortælle om, hvad der sker i de enkelte fag og i de enkelte studieretninger.

Spørgelysten var stor. Og det samme var engagementet hos de mere end 90 af skolens elever, der havde valgt at bruge mandag aften på at fortælle kommende elever, at Midtfyns Gymnasium er et super godt valg.