Nedlukning – men ingen går glip af undervisning

Torsdag morgen den 12. marts var der tomme klasselokaler på Midtfyns Gymnasium. Gymnasiet har nemlig fulgt regeringens påbud om nedlukning og har derfor lukket ned for den fysiske undervisning de næste to uger.

 

Møde med en meters afstand

Coronavirussen har nu for alvor sat sit aftryk, og det kunne også mærkes på Midtfyns Gymnasium, der i dag lukkede ned for den fysiske undervisning. Gymnasiet var dog ikke helt mørklagt, for skolens lærere mødtes til et kort ekstraordinært møde, hvor de, mens de sad på stole, som var placeret med en meters afstand, blev informeret om, hvordan de skal gribe de kommende to ugers fjernundervisning an.

Skolen vil nemlig afvikle den planlagte undervisning og dermed holde sammen om at sørge for at klæde eleverne så godt på til de forestående sommereksaminer som muligt. Omstændighederne gør da bare, at det at holde sammen i denne tid betyder at holde afstand, hvorfor lærerne altså må undervise hjemmefra via skolens forskellige elektroniske platforme.

Fjernundervisning og virtuel undervisning

Undervisningen gennemføres altså som planlagt, og timerne vil derfor afholdes, så det er i overensstemmelse med den enkelte elevs allerede planlagte skema.

Læreren kan afvikle timen på forskellig vis, men kendetegnende vil være, at læreren i det pågældende fag selvfølgelig vil være til rådighed under timens afvikling. Ofte vil timerne konstrueres således, at eleverne skal aflevere/vise/dele noget, de har udarbejdet i den pågældende time, således at læreren kan gennemskue, om eleverne har arbejdet aktivt eller ej.

Midtfyns Gymnasium har mange tekniske platforme at gøre brug af, som alle muliggør flere forskellige konstellationer for fjernundervisning. Nogle af de metoder, gymnasiets lærere kan anvende til at afvikle den daglige undervisning, er bl.a.

  • Lærerforedrag (læreren kan dele sin skærm med noter med eleverne)
  • Flipped Classroom, hvor eleverne arbejder med videoer med fagligt indhold og eventuelt tilhørende opgaver
  • Individuelle opgaver, der kan distribueres til elevernes personlige sektion i programmet OneNote, hvor eleverne også besvarer dem.
  • Gruppearbejde med opgaver i enten OneNote eller GoogleDocs
  • Kommunikere med video-opkald i Microsoft Teams

Gymnasiet er desuden så heldig at have en lærer ansat, som er særligt kompetent inden for IT-didaktik og afvikling af bl.a. fjernundervisning. Sidsel Visti Nonnemann, der er matematik- og idrætslærer på gymnasiet, er nemlig også IT-vejleder og desuden også ansat som IT-pædagogisk konsulent ved IT Center Fyn. Hun har derfor her til morgen holdt oplæg for gymnasiets lærere om de muligheder, der er for fjernundervisning og sidder i øvrigt klar med supportering de næste to uger, hvis gymnasiets lærere får brug for hjælp til den praktiske afvikling af deres undervisning.

Gymnasiets lærere er således godt klædt på til de kommende to uger med atypisk undervisning, og gymnasiet antager, at undervisningen vil blive afviklet på bedste vis.