Det er et spørgsmål, de fleste unge jævnligt bliver afkrævet et svar på. Men det er, som om kravet til svaret – ikke mindst når samfundet stiller spørgsmålet – er blevet skærpet de seneste år. Som ung skal man være målrettet og effektiv, når man bevæger sig gennem uddannelsessystemet. Det betyder blandt andet, at der er kommet karrierelæring på skemaet på Midtfyns Gymnasium. Det vil sige, at gymnasiet ikke kun skal fokusere på elevernes faglige udbytte, men også gøre dem bedre til at træffe valg om videregående uddannelse og karriere.
Hvordan gør man så det? Ja, man kan gøre som Midtfyns Gymnasium, nemlig invitere en ung mand, der allerede har valgt sin karrierevej og gerne fortæller om det.
Tim Madsen er maskinmesterstuderende hos Simac i Svendborg. Tim er også ansat hos Maersk. Fredag formiddag kunne han fortælle en flok 2g’ere på Midtfyns Gymnasium om en spændende verden på verdenshavene kombineret med studierne i Svendborg. Og om et fremtidigt maskinmestererhverv, der ikke kun handler om maskiner, men i ligeså høj grad om ledelse.
Spørgelysten var stor hos gymnasieleverne. Og undervejs kunne Tim Madsen aflive et par fordomme eller to. Blandt andet at livet til søs kun er for mænd, og at et familieliv, hvor man er væk fra hjemmet i en længere periode, også har sine fordele.
Formiddagen blev sluttet af med spillet Rising Star Game. Det er et computerbaseret, praksisorienteret rollespil udviklet af Maersk, hvor gymnasieeleverne i grupper skulle konkurrere om at løse en lang række opgaver, som man typisk møder, når man arbejder på et containerskib som maskinmester.
Opgaverne var ikke nemme. Løsningerne krævede at man havde hørt godt efter i matematik- og fysikundervisningen. Så der var sved på panden hos flere, da Tim Madsen kunne afblæse kampen og kåre en vinder.