Gymnasieelev fra MfG får opmærksomhed pga. sine laboratorieforsøg om nikotin

Martin Funke Larsen fra 3x på Midtfyns Gymnasium fik laboratoriemedarbejder, Adam Lindells opmærksomhed, da han kontaktede den svendborgensiske tobaksvirksomhed Mac Baren Tobacco Company i forbindelse med nogle undersøgelser, han vil lave til sin SRP-opgave.

Virksomhedspraktik

Martin skal i den kommende tid skrive Studieretningsprojekt (også kendt som SRPopgave) i fagene historie og kemi. I den forbindelse ønsker han at undersøge og bestemme indholdet af nikotin i tobaksprodukter ved først at udtrække nikotinen fra tobaksbladene i et passende opløsningsmiddel og herefter lave gaschromatografisk analyse. Derfor kontaktede Martin tobaksvirksomheden Mac Baren i Svendborg i håbet om, at han måske kunne få lov til at se eller udføre et eller dele af et forsøg hos dem i deres laboratorium. Efter han havde været i kontakt med virksomheden, fik Adam Lindell, som arbejder i virksomhedens laboratorium, interesse for projektet og inviterede derfor Martin til ikke bare at komme og lave et forsøg, men til at komme i praktik hos dem en hel uge.

 

Virkelighedens laboratorium

I stedet for et enkelt besøg blev det derfor til, at Martin i en hel uge var ved Mac Baren og lavede forsøg i deres laboratorium. Forsøgene skal som sagt bruges i Martins kommende SRPopgave, og Martins SRPvejleder, Helle Chris Nielsen, som er matematik- og kemilærer på Midtfyns Gymnasium, har derfor været nede at besøge ham på Mac Baren. Helle er meget positiv over for både Martins tilgang til sit projekt og virksomhedens imødekommenhed: ”Det er jo sådan noget, som kobler det, man lærer i gymnasiet med virkeligheden, og det er meget motiverende”, siger Helle C. Nielsen.

Martin selv er også utrolig glad for oplevelsen og sit praktikophold: ”De ansatte er alle sammen enormt søde, og de kommer alle hen til mig, når jeg fx spiser i kantinen og er interesserede i at høre om, hvad jeg laver”. Martin har således haft en alletiders uge, hvor han har fået smag for koblingen af teori og praksis.

Midtfyns Gymnasium bakker i høj grad op om Martins initiativ og praktikophold og håber, at han får god brug af sine forsøg i sin SRPopgave.