På onsdag i næste uge deltager eleverne fra MfG’s Biologi A- og Kemi A-hold i Biotekmesterskaberne i Biotekbyen i Kalundborg. Her kommer de til at møde omkring 450 gymnasie-elever der skal dyste mod hinanden. Vinderne kan kalde sig Biotekmester 2019.
Eleverne arbejder med fem forskellige cases: en om fermentering, en om destillation, en om enzymaktivitet, en om spildevandsrensning og en om kemisk syntese. Eleverne skal under deres forberedelse udarbejde en faglig beskrivelse af den pågældende proces, opstille en forsøgsproces og forklare hvordan denne videnskabeligt fungerer. Desuden skal de komme med et forslag til hvordan man ved hjælp af processen enten kan fremstille et nyt produkt og/eller løse et stort miljø- eller samfundsmæssigt problem med fokus på et eller flere af FN’s 17 verdensmål.
MfG-deltagerne fra Kemi A-holdet har arbejdet hårdt med hvordan man ved hjælp af kemisk syntese kan afhjælpe problemer med narkotika-afhængighed. Deltagerne fra Biologi A-holdet har arbejdet med fremstilling af biogas ud fra planteolie som et eksempel på hvordan man ud fra forskellige affaldsstoffer og energiafgrøder fra landbruget kan producere biogas til brug i gasnettet. Biogassen er på den måde en vedvarende energikilde.
Det er partnerskaberne Knowledge Hub Zealand og Kalundborg Rekrutteringsalliance, der i samarbejde med bl.a. Novo Nordisk, Novozymes, Equinor Refining Denmark, Kalundborg Forsyning, Lundbeck og Professionshøjskolen Absalon står bag Biotekmesterskaberne.
Det er første gang at Biotekmesterskaberne afvikles.