Stor spørgelyst ved Åbent Hus

Mandag aften var der Åbent Hus på Midtfyns Gymnasium. Og rigtig mange kommende elever og deres forældre var mødt op for at høre om gymnasiet og om den studentereksamen, som stadigvæk er et vigtig mål for mange unge.

Naturligvis er der på sådan en aften fokus på faktuelle informationer som fx optagelseskrav, studieretninger, transportmuligheder og valgfag. Men i en tid hvor mange, ikke mindst politikerne på Christiansborg, har skarpe holdninger til, hvor mange der skal gå på de gymnasiale uddannelser, er det måske mere tiltrængt end ellers at give de unge selv en mulighed for at høre, hvad det vil sige at gå i gymnasiet, hvad der kræves, og hvad en studentereksamen kan føre til. Og dem, der er bedst til at fortælle det, ja, det er faktisk de elever, der allerede går på gymnasiet.

Derfor var aftenens program for en stor del lagt i hænderne på gymnasiets egne elever. Men også en tidligere elev kom forbi. Casper Lorenzen, der læser idræt og sundhed på Syddansk Universitet, blev student i 2015. Han kunne fortælle, hvordan Midtfyns Gymnasium har vist sig et være det helt rigtige faglige og uddannelsesmæssige valg for en ung fyr fra Kværndrup. Han understregede, med et glimt i øjet, at der naturligvis også kunne være andre grunde til at vælge Midtfyns Gymnasium: venskaber, sammenhold og ikke mindst gode fester.

Det sociale og faglige fællesskab, der trives så godt på Midtfyns Gymnasium, var i Casper Lorenzens øjne en væsentlig grund til at vælge en STX på Midtfyns Gymnasium.

Efter oplæggene i gymnasiets fællesområde kunne gæsterne bevæge sig rundt på gymnasiet, hvor fag og studieretninger blev præsenteret af elever og lærere. I gymnasiets kantine kunne man slutte aftenen af med kage og kaffe.